00
Social retfærdighed

Social retfærdighed - en kamp jeg aldrig bliver træt af...


Social ulighed handler om forskelle i menneskers adgang til samfundets ressourcer. Den indikerer samtidig også den manglende sammenhængskraft og dynamik i et samfund.
 
Selvom vi lever i et af verdens rigeste lande, er forskellen på rig og fattig stigende, og adgangen til samfundets ressourcer knap så retfærdig. Senest viste en undersøgelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, at den økonomiske ulighed mellem danskere er steget jævnt de sidste ti år.
 
“Antallet af danskere, der lever under EU’s fattigdomsgrænse, er steget med 72.000 fra 1995 til 2003.” (Arbejderbevægelsens Erhvervsråd)

Dette er under den borgerlige regering blevet forværret yderligere. Der er mange træk i den borgerlige regerings politik, der i denne tid kalder på indignation og vækker bekymring. Se blot på de mange stramninger over for indvandrere og over for arbejdsløse og kontanthjælpsmodtagere. Alle sammen ændringer, der lægger op til et brud med hidtidige traditionelle danske sociale og medmenneskelige værdier.
 
Alt dette bygger på et menneskesyn, hvor mennesker stemples som onde, amoralske, dovne, samfundsskadelige og uønskede. Konsekvensen er mere tvang og flere sanktioner.
 
“I Danmark tjener de rigeste 2,7 % over 1 million, mens 3 ud af 4 danskere tjener under 300.000 om året. De rigeste 50 familier har tilsammen 387 milliarder kroner i formue, mens 800.000 danskere kun har gæld og 200.000 børn lever i relativ fattigdom.”
 
Alle mennesker skal have samme rettigheder og samme muligheder uanset baggrund. Lighed er en af de vigtigste forudsætninger for et velfungerende samfund. Ulighedsspørgsmålet skal tages op i alle relevante politiske beslutninger, og jeg viger ikke tilbage for at påpege, når noget er et skridt i den forkerte retning i forhold til at opnå et samfund, hvor alle har lige muligheder for et godt og værdigt liv uanset køn, alder, etnisk baggrund og seksualitet.
 
Grundpillen i et demokratisk velfærdssamfund er social retfærdighed, og denne vision må vi aldrig vige fra eller lægge til side. Gør vi det, ender vi med afmagt og umyndiggørelse.
 
“FN’s udviklingsorganisation UNDP’s årsrapport fra 2005 fremgik det, at Danmark var rutchet ned på 15. pladsen, hvad økonomisk lighed angår. 9,2% af danskerne har en indkomst, der ligger under halvdelen af middeldanskeren. Halvdelen af middelindkomsten er UNDP norm-definition på fattigdomsgrænsen i et land. 9,2% af danskerne lever således under den FN definerede fattigdomsgrænse. Fordelingen i Danmark er mere ulige end i Norge, Luxembourg, Finland, Sverige, Belgien, Holland, Frankrig, Østrig og Tyskland.”
   
Kommentar i Deadline den 15. april om den bekymrende politiske udvikling i Tyrkiet. Se udsendelsen her.
BOG: Den multikulturelle arbejdsplads - rekruttering og integration af nydanskere 
Læs mere om bogen, som jeg er medforfatter til, ved at klikke på billedet
 
 
 
 
Klik her for at få dit eget GoMINIsite