Serdal Benli - folketingskandidat og byrådsmedlem for SF

Pisk tvinger ikke unge i arbejde

Serdal Benli — Fri, 20 Apr 2012 08:57:23 +0000

Så raser debatten om de unge på kontanthjælp igen. De unge skal piskes, og deres kontanthjælp halveres, fordi det eftersigende skulle være medicinen til at få dem i arbejde. Denne sang er velkendt og er i flere år blevet sunget af særligt den tidligere borgerlige regering, der senest rejste en lignende debat tilbage i 2007. Senest foreslog partiet Venstre i februar i år, at ledige mellem 25 og 30 år skal have markant lavere kontanthjælp og dagpenge.

Forskellen på debatten dengang og nu er, at forslaget om lavere kontanthjælp til de unge nu kommer fra en centrum-venstre regering med formanden for Socialrådgiverformanden Bettina Post som foregangskvinde. Og det er bekymrende. Særligt når man tænker hvad Bettina Post sagde som gæst i “Krause på tværs” for to måneder siden i forbindelse med den ophedede og usmagelige fattigdomsdebat, der raserede.

Hun udtalte, at ”det er de færreste almindelige danskere, som kender dem, der er meget lang tid på kontanthjælp, og forstår, hvad det er for en virkelighed, de lever i. Forstår hvad det er for nogle årsager, der er til, at de hænger fast i kontanthjælpen. Det er mennesker, der er så svært belastede af problemer, at det ikke er til at begribe for os andre, sagde hun og fortsatte: “Det er også derfor, at den fattigdomsdebat bliver så usmagelig, fordi masser af mennesker, som formelt sidder på den grønne gren, har utroligt mange meninger om, hvordan de fattige tænker og hvilke motiver, der styrer mennesker, som de aldrig har mødt, aldrig har talt med og aldrig har boet ved siden af.”

I forlængelse af det kan det også nævnes, at Bettina Post i 2007, som daværende næstformand for Socialrådgiverforeningen sagde følgende, om hvorvidt unge kunne piskes i arbejde:

”Man tror, at man får folk i arbejde med pisk – men det passer ikke på alle ledige. Der er en meget stor gruppe, der simpelthen ikke besidder de kvalifikationer, der efterspørges. Der skal investeres i de folk, ellers får vi dem aldrig nogensinde i arbejde.”

I det lys står jeg meget uforstående overfor og er meget bekymret for Bettina Posts udmeldinger i en tid, hvor arbejdsløsheden fortsat raser, og jobbene ikke hænger på træerne.

Endnu mere bekymrende er det, at regeringen taler Bettina Post efter munden. Det er uheldigt. For midlet om at halvere den økonomiske ydelse til de unge betyder, at piskeslagene imidlertid falder på de forkerte rygge, da intet tyder på, at flere kommer i arbejde ved at blive presset økonomisk. Det viser ihvertfald tidligere erfaringer og understøttes af danske forskere.

Fx har analytisk konsulent i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Jens Asp analyseret effekten af, at den forrige regering i 1996 indførte et tilsvarende initiativ, hvor man halverede kontanthjælp og dagpenge for unge mellem 20 og 24 år. Til Information udtaler han, at der ikke kan udledes en sammenhæng mellem faldet i arbejdsløsheden blandt de unge i den nævnte målgruppe, og det at man presser de ledige på pengepungen.

Ifølge Asp var ledighedskurven for unge mellem 20 og 24 år i 1996 allerede nedadgående, inden den daværende regering vedtog at halvere ydelsen til de unge. Videre siger han, at faldet derfor mere sandsynligt kan forklares med, at vi dengang, som i dag, befandt os i en periode med højkonjunktur.

Denne pointe understøttes af professor ved samfundsvidenskab på RUC, Bent Greve, der mener, at det er en fejlagtig argumentation at påstå, at økonomisk pres overordnet set skulle have nogen effekt.

“Når man sammenligner nedgangen i ledighed for den gruppe af 20-24 årige, der har fået frataget halvdelen af deres ydelser og så den aktuelle gruppe på 25-29 årige, der nu er i søgelyset, så er nedgangen i ledighed siden 1996 fuldstændig ens.”

Derfor er Bettina Posts udtalelser om at skære ned på kontanthjælpen og piske de unge til uddannelse uheldige og noget populistisk sludder, der måske mere skal bruges til et legitimere andre dagsordner end at ville hjælpe de unge ind på arbejdsmarkedet. Jeg siger det meget klart og også med udgangspunkt i mine erfaringer, som beskæftigelsesudvalgsformand i den kommunale virkelighed: Vi får ingen i uddannelse eller arbejde ved at sulte dem. Jeg mindes, at dette heller ikke virkede med starthjælp, kontanthjælpsloft, 350 timers reglen osv. tidligere. Det er en ommer Bettina Post! I stedet for at de unge skal klø sig i røven skulle du måske klø dig selv i hovedet og tænke dig om!

Nej tak til pisk og ja tak til flere jobs!

Kandidat til Landsledelsen i SF

Serdal Benli — Tue, 27 Mar 2012 15:18:03 +0000

Mit opstillingsgrundlag:

Om mig

Jeg er 33 år og uddannet sociolog. Jeg er konsulent med speciale i organisations-, ledelses- og kompetenceudvikling i Justitsministeriet og er forfatter til en fagbog om integration på arbejdsmarkedet. Er byrådsmedlem, næstformand i Socialudvalget og formand for Beskæftigelsesudvalget i Gladsaxe.

Hvilke kompetencer har jeg?

Som tidligere regionsrådspolitiker og nu kommunalpolitiker har jeg indsigt i de udfordringer, vores samfund står overfor. Som tidligere HB-medlem og via mit arbejde har jeg desuden stor erfaring med at nytænke omkring organisationsledelse og -forandring, hvor fokus ligger på medlemsinddragelse.

Hvad kan jeg bidrage med?

Jeg ønsker at præge partiet i dets fortsatte udvikling som et moderne venstreorienteret parti i dialog med vores græsrødder, partiforeninger og tillidsfolk. Vi skal være det parti, der tør skabe den forandring, som er nødvendig for at kunne videregive et velfungerende samfund til næste generation.

Tag de arbejdsløse alvorligt!

Serdal Benli — Wed, 14 Dec 2011 12:27:41 +0000

Debatten om de arbejdsløse raser på fuldt tryk. Dette sker dog uden, at vi får leveret seriøse og holdbare bud på, hvordan vi løser udfordringen. Tværtimod har debatten – hjulpet godt på vej af den fatale fattigdomsdiskussion, som blev afsporet med Carina-eksemplet – fået en hård og mistænkeliggørende tone. Dette tjener ikke hverken de arbejdsløse eller samfundet, der trues af risikoen for social uro. Derfor skal debatten om de arbejdsløse vendes, så fokus bliver rettet mod det, de arbejdsløse allerhelst ønsker: At komme i arbejde.

Arbejdsløshed er ikke kun den enkeltes skyld

Den seneste tids uheldige – og heftige – fattigdomsdiskussion har medført en hård tone over for dagens arbejdsløse, der hænges ud som dovne nassere, der kun kræver af samfundet – og ikke yder. Dette er en uheldig udvikling, der fordrejer virkeligheden og fører debatten på et sidespor. Der er brug for, at vi får sagligheden ind i debatten. Fx viser udviklingen i arbejdsløshed i byggefagene, at det ikke er de arbejdsløse, men de økonomiske konjunkturer og strukturelle problemer på arbejdsmarkedet, der er problemet.

Sandheden er også den, at vi de seneste år har fået tusindvis af arbejdsløse i Danmark på grund af den økonomiske krise, der fortsat raser. Disse mennesker skal ikke mistænkeliggøres og jages. For flertallets vedkommende er det mennesker, som har passet deres job og betalt deres skat til fællesskabet hele livet.

Fokus på løsninger – og vækstmuligheder

Der er derfor brug for, at vi får set på, hvordan vi skaber vækst og dermed arbejdspladser, samtidig med at vi får reformeret beskæftigelsespolitikken. Således skal vi gøre op med ti års regelbureaukrati og føre en aktiv beskæftigelsespolitik, der tager udgangspunkt i det enkelte menneske. For hvis ikke vi får debatten på sporet igen og stopper hetzen mod de arbejdsløse, kan vi gå en bekymrende fremtid i møde.

Fakta taler i hvert fald sit tydelige sprog. Fx viser nye tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, at det i dag er 13,1 procent af alle unge mellem 15-29 år, som hverken er under uddannelse eller i beskæftigelse. Særligt er det i udkantsområder som Lolland, Nord- og Sønderjylland samt Syd- og Vestsjælland, at andelen er høj med Lolland Kommune som topscorer med hele 20 procent arbejdsløse i den nævnte aldersgruppe.

Høj risiko for social uro

Denne udvikling øger samtidig risikoen for ulighed og social uro i samfundet. Unge mennesker, der mister håbet og troen på fremtiden, er et stort tab for vores samfund – både menneskeligt og samfundsøkonomisk. Vi har ikke råd til at tabe dem på gulvet.

Mens arbejdsløsheden buldrer derudaf i vores lille andedam, har en bølge af protester det seneste år bredt sig ud over verdenskortet – fra Tahrirpladsen i Kairo over Athen til Wall Street i New York. Som Ugebrevet A4 så korrekt skriver, satte Jasminrevolutionen i Tunesien gang i en sand kædereaktion i den arabiske verden, hvor befolkningerne har vendt sig mod diktatoriske og undertrykkende regimer i en lang række lande. Nu er turen kommet til Europa og USA, hvor stigende arbejdsløshed, nedskæringer på de offentlige budgetter og utilfredshed med fordelingen af de økonomiske goder har pustet nyt liv i gadens parlament.

Denne udviklingstendens bekræftes af Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO) i en ny rapport om udviklingen på det globale arbejdsmarked og sammenhængen mellem den økonomiske krise og befolkningens tiltro til det politiske system i 199 forskellige lande. Ifølge ILO er risikoen for social uro steget i 40 procent af verdens lande siden 2009. Og særligt Europa og USA er i farezonen for at opleve folkelige opstande i de kommende år.

Debatten skal vendes

Ovenstående scenarier er ikke langt fra at blive til virkelighed herhjemme, hvis ikke vi får vendt debatten til at handle om løsninger på, hvordan vi skaber arbejdspladser og dermed øger mulighederne for at få folk i arbejde. Lad os derfor én gang for alle gøre op med hetzen og mistænkeliggørelsen af de arbejdsløse og tage dem alvorligt. For vi må ikke glemme, at de allerfleste arbejdsløse kun har ét ønske – nemlig at komme i arbejde.