Posted in: Sundhedspolitik | By Serdal Benli
Sundhed

Det er tid til et Danmark med friske øjne! Under den nuværende VKO-regering er danskernes sundhed blevet forringet. Indsatsen på sundhedsområdet skal løftes nu! 

Hvert år får over 35.000 danskere konstateret kræft og hver fjerde mand med prostatakræft venter mere end 115 dage på at komme i behandling. S og SF vil arbejde på at forkorte ventelisterne og til det formål har vi afsat en halv milliard kroner til en pulje, som skal sikre akut behandling af kræft og andre livstruende sygdomme.

Et andet sted, hvor indsatsen skal styrkes er i forhold til det faktum, at 13 procent flere mennesker bliver indlagt, mens der er 11 procent færre sengepladser, hvis man ser på årene 2002 og 2009. Det er helt uacceptabelt og det vil vi i S og SF ændre på, ved at finde penge ved at øge afgifterne på cigaretter og usunde fødevarer og afskaffe skattefritagelsen for private sundhedsforsikringer.

Samtidig vil vi nedsætte ventetiden for alvorlige sygdomme i det danske sundhedsvæsen, som stadig er alt for lange. Men det kræver modige prioriteringer. En løsning er at ændre regeringens behandlingsgaranti. I udgangspunktet er der ikke noget galt med den, da den går ud på at sikre alle behandling inden for en måned.

Men vi bliver nød til at sortere i de forskellige sager, så patienter med akutte og alvorlige sygdomme fortsat skal være sikret behandling inden for en måned. Og for at det kan lade sig gøre, må patienter med knap så akutte lidelser leve med at vente i op til to måneder.

Bedre og flere lægeambulancer til udkantsområderne

Med SF og S ved roret vil Danmark opleve en markant anderledes indsats overfor psykiske lidelser, der alt for længe har været ignoreret af den nuværende regering.

Psykisk syge dør 15-20 år tidligere end andre og alligevel er ventetiden meget længere end for fysisk syge og der er beskedne ressourcer. Derfor vil SF og S ligestille psykiske og fysiske lidelser. Vi vil afsætte en milliard kroner til at løfte psykiatrien. Pengene finder vi ved at pålægge afgifter på cigaretter, usunde fødevarer og dårligt arbejdsmiljø.

Et andet område, som regeringen har svigtet, er udkantsområderne. Mange borgere i Danmarks yderområder får længere til akut­modtagelsen i fremtiden. Det vil vi ændre på. Vi vil have bedre og flere lægeambulancer til udkantsområderne. Til det formål vil vi afsætte 100 millioner kroner ekstra hvert eneste år – til forskel fra det engangsbeløb, som regeringen har afsat.

Vi vil øge afgiften på usunde fødevarer og cigaretter, samt afskaffe skattefritagelsen af private sundhedsforsikringer og på den måde investere i sundhedsvæsnet i de kommende år. Helt konkret vil SF og Socialdemokraterne poste fem milliarder kroner i bedre sundhed.

Som det er nu, koster det sundhedsvæsnet hundreder af millioner af kroner, at patienter udebliver uden at melde afbud. Som løsning foreslår vi, at der indføres et gebyr på 100 til 500 kroner for at udeblive fra behandling eller undersøgelse uden at melde afbud.

De unge er vores fremtid og en integreret del af vores sundhedspolitik.

Alt for mange børn og unge ryger. Næsten hver fjerde unge mellem 16 og 18 år ryger. Derfor vil SF og Socialdemokraterne nedsætte andelen af rygere under 18 år ned med 25 procent over de næste fem år. Derfor vil vi øge afgiften på tobak med 10 kr. pr. 20 stk. ciga­retpakke. Samtidig vil afsætte 25 mio. kr. til en ny strategi for bekæmpelse af rygning blandt børn og unge.

Share